Den ideelle jægerhustru

.

Gamle Bertil fortalte om jagten i gamle dage, men blev afbrudt, af hans iøvrigt venlige kone. ”Da vi var unge gik Bertil meget på jagt, men han skød aldrig noget. En dag havde han været i skoven med sine to brødre og de havde skudt tre rådyr og en hare, men Bertil kom som altid hjem uden noget. Så sagde jeg også til ham, at når han gik i skoven fremover, så kunne han bare tage en pind med i stedet for den tunge bøsse, så slap han for at slæbe på den og han gik aldrig på jagt siden” hun lo hjerteligt i lykkelig forglemmelse over, at hun havde fortalt nøjagtigt den samme historie, da vi var der en uge tidligere. Bertil kiggede ned i sin kaffekop, mens han rørte sukkeret ud. Så udbrød han helt uventet: ”Den latterlige historie har jeg nu hørt på i mere end 40 år. Hun fortæller den til alle hun møder og hun tror selv, at den er sjov, selvom ingen griner af den. Jeg kunne da bare gå på jagt, hvis jeg ville, men jeg gider ikke at høre på alt det brok”. Der var meget stille i stuen og Bertils ellers muntre kone så noget ramt ud. Vi skyndte os at snakke om noget andet.

De fleste jægere har vel på et eller andet tidspunkt oplevet deres hustruer sige noget i retning af: ”de dødningehoveder kommer under ingen omstændigheder op at hænge i vores stue” eller ”du må finde en anden dag at tage på jagt, moster Elin fylder 80 den 16. maj”. En del oplever det oftere end andre....
Jeg har kendt mange unge jægere, der var fyr og flamme for at komme på jagt. De anskaffede sig udstyr og knoklede på med vildtpleje, skydetræning og hundearbejde . Så fik de en kæreste og gik lidt ned i tempo. De blev gift, fik børn og ”tog en pause” og da pausen havde varet en ti-femten år, solgte de jagtgeværet igen. Nogle få i denne gruppe tog interessen op igen, da ungerne blev store, men de fleste husker blot jagten som en del af livet ”inden...”.
Det store spørgsmål er så, om disse frafald skyldes, at nogle mennesker ganske enkelt er mere ansvarsfulde end andre og prioriterer deres familier højere end deres interesser? Er det umuligt at kombinere en brændende jagtinteresse og et velfungerende familieliv?
Jeg kender kvinder, som uden tøven ville svare højlydt ”JA” - de er nok ikke kandidater til et velfungerende forhold til en jagtinteresseret mand.
Lykkeligvis er vi imidlertid nogen, der er velsignede med ”bestemmere”, der accepterer, måske i en vis udstrækning forstår eller ligefrem opmuntrer vores jagtinteresse – og den gode nyhed er, at disse kvinder rent faktisk kommer fra den samme planet, som alle os andre!
Ikke for at blære mig, men.... Min kone kan finde på at sige, at hun synes jeg skal tage på jagt i det fine vejr en søndag eftermiddag, at mit skuldermonterede vortesvin besidder en vis charme på sin plads over fjernsynet og at hun synes, at jeg skal købe det haglgevær, jeg hele tiden går og snakker om. Jeg har det med andre ord godt!

Grundlæggende tror jeg, at det er vigtigt at indse, at et menneske, der fratages muligheden for at dyrke sine interesser, også fratages en væsentlig del af sin identitet og sin livsglæde, hvilket jo ikke er en skæbne man kan ønske for nogen man holder af. Dette gælder naturligvis begge veje. Derfor er det godt, hvis begge parter har sine egne interesser at forfølge. Min squaw er f.eks. vild med heste – hun leger med maden – og det glæder mig usigeligt meget, at være gift med en kvinde, der i den grad brænder for sin interesse. For at få det hele til at fungere skal vi nemlig blot sørge for, at vores interesser aldrig overskygger interessen for hinanden og vores børn. Vi behøver hverken at forstå eller deltage ivrigt i hinandens interesser. Det rækker, at vi giver hinanden albuerum. Sådan har vi altid gjort, og det har altid fungeret.
Det er muligt, at en interesseløs person er en mere ”voksen” person, men hvilket barn ønsker sig en tør gammel og livstræt mandsling som far – eller en mavesur rappenskralde som mor?
Der findes sikkert mange måder at kombinere jagten og familielivet på og vi mennesker er heldigvis alle forskellige. En ting tror jeg dog, at alle jægere bør skrive sig bag øret:

Du kan betale dig fra at skyde en 13 kg’s kronhjort, men en sød og forstående jægerhustru finder du aldrig igen, hvis du ikke værdsætter hende, du allerede har!
For mig er jagtglæde betinget af forståelse på hjemmefronten. Og hvis du nu tror, at ungkarle har det bedre, så tænk lidt over, hvem der siger til dem, at de er dygtige, når de kommer hjem fra en hel søndags jagt med sure sokker og to fasaner..... Deres hund – eller deres mor?

Småting...

Egentlig var mine chancer for jagtlig succes nærmest ikke eksisterende efterhånden som solen fandt vej mod sin middagsposition højest på himlen. Men jeg blev siddende i den lettere ubekvemme stige. Ikke fordi jeg naivt troede på et fantastisk jagtheld og en stor buk i middagsvarmen, men fordi to egern blev stadigt tryggere ved min tilstedeværelse og kom tættere og tættere på.
De to røde lyn piskede rundt i hasselbusken, der strakte sine grene op igennem den gamle stige, og rundt i egetræet, som stigen lænede sig op af. Jeg sad så ubevægelig, som jeg kunne, men jeg kunne i sagens natur intet gøre for at skjule min menneskelige fært – en fært der nok aldrig har været optimal og som bestemt heller ikke var det i denne situation efter mange timer i den sydvendte stige. Hver gang et egern passerede læsiden, sprang det forskrækket et par meter bort og stirrede intenst for at lokalisere ophavet til den fæle lugt af menneske, imens det ophidset skældte ud på tikkende egern-facon. Men jeg sad stille og udløste ikke egernets flugtreflekser. Og som tiden gik, vænnede de buskede nøddeknækkere sig til lugten i bageriet og kom nærmere og nærmere. På et tidspunkt sad den ene på trinnet, som jeg hvilede fødderne på. Den var mest optaget af sin makker, som den helt åbenbart havde et mellemværende med. De to skændtes faktisk så meget, at jeg fik den tanke, at de måtte være gifte og jeg havde svært ved at holde masken, da mine tanker fløj til egernbrylluppet og præsten, der forpligtede de to i lyst og nød...
Min tankeflugt blev brat afbrudt af en raslen i grenene til højre for mig. Jeg vovede kun at dreje øjnene. Det ene egern vovede sig ud på rælingen og befandt sig nærmere end en halv meter fra mig. Den var voldsomt optaget af det andet egern længere nede i busken og ænsede mig ikke. Egernet under mine fødder rørte på sig, hvilket ophidsede min sidemand yderligere og han sprang op på min arm og stoppede først lige inden skulderen mindre en tyve centimeter fra mit ansigt. Jeg har nok ikke magtet at sidde helt stille. Det må have givet et lille sæt i mig, da han sprang op på armen. Ikke at jeg selv bemærkede det, men egernet frøs i bevægelsen, imens det stirrede indgående på mit ansigt. En brøkdel af et sekund senere sprang det skrækslaget bort og makkeren var ikke sen til at slå følge. En reaktion jeg desværre ikke kan påstå at være helt ubekendt med – jeg har dog aldrig oplevet det tidligere med egern.....
Og hvad forsøger jeg så at sige med denne ret banale og jagtligt uinteressante historie?
Først og fremmest vil jeg understrege, at historien om egernet blev valgt, fordi det trods alt var det mest actionmættede eksempel, jeg kunne komme på (!). Jeg havde nok – i endnu højere grad – mistet læsere efter få liniers læsning, hvis jeg havde fortalt om min fascination af en stor skovhveps, der kredsede utrætteligt om mit dueskjul, eller om mine lettere enfoldige studier af strukturen på bagsiden af et egeblad under en lang anstandsjagt efter vildsvin. I naturens detaljer finder jeg utallige eksempler på ubegribelig skønhed og på naturens overlegne status som konstruktøren, vi kun kan lære af – aldrig hale ind på. Har du nogenside studeret en stikmyg, der sugede blod på din arm? Forestil dig, hvor fremskreden vor teknik ville være, hvis vi kunne lave en flyvefærdig mekanisk kopi af disse forbandede blodsugere. Vi ville jo nok misbruge teknikken og sende de små robotter efter vore fjender med alskens ulækre sygdomme i snablerne, så jeg trøster mig med, at dagen, hvor vi er i stand til at lave en fungerende mygge-kopi ligger meget langt ude i en fremtid, hvor mennesket måske er blevet bedre til at lægge bånd på sine destruktive drifter. Håbet er som bekendt lysegrønt...I nuet finder jeg finder glæde i små ting! Naturens detaljer fascinerer mig og jeg fordyber mig ofte i dem. Jeg kan underholde mig stillesiddende i timer med at studere vækster og insekter, lyde og lugte. Når først jeg indlever mig i en naturlig detalje sløres dagligdagens fortrædeligheder, problemer der ellers optager mig forsvinder fra den indre lystavle, tankerne boltres frit og nye ideer trænger sig på i lyset af detaljernes inspiration. Jagten er den perfekte anledning til denne form for tankeflugt. Man sidder alligevel mest og venter midt i mylderet af livets mangfoldighed. Nogen finder syv dages resultatløs elgjagt skræmmende kedelig og deltager kun i dette menageri een gang i deres jægerliv. ”Der skete ikke en skid hele ugen..... det gør jeg aldrig igen....” Selv har aldrig tænkt klarere end efter en lang og ”kedelig” jagt i selskab med naturens overvældende petitesser.....

Drengedrømme....

Jeg var vel 10-12 år gammel, da jeg på et loppemarked fandt en indbunden årgang af tidsskriftet ”Frem” med mere en 100 år på bagen. De gulnede sider rummede en sand variete af kuriosa, kultur og populærvidenskab fra hele verden og jeg slugte det meste med glubsk appetit. En ting brændte sig dog hårdere fast end alt det andet tilsammen og det var et billede af en mand i stiligt jakkesæt, der med sin venstre arm støttede et kolossalt canadisk elgtrofæ på højkant. De enorme skovle spændte videre end manden var høj. Den korte billedtekst nævnte blot, at billedet forestillede en fransk-canadisk pelsjæger og at trofæet målte godt 2 meter fra spids til spids!
Jeg kunne ikke slippe dette billede. Jeg tegnede møjsommeligt en større udgave af det og skrev senere en fristil til skolen om pelsjægerens kamp for overlevelse og jagten på denne elg med undertoner af den magi, som jeg følte ved blot at kigge på det gamle billede.
I dag er jeg udmærket klar over, at billedtekster i den kulørte presse skal tages med mere end ét gran salt. Men billedet plantede ikke desto mindre kimen til en vedholdende drengedrøm. En drøm om en dag at jage en stor moose i det åbne nordamerikanske skovlandskab.
Da jeg som teenager begyndte at anskaffe mig jagtrifler tilbragte jeg mange timer med at granske våbenteknisk litteratur i min søgen efter den perfekte kaliber. Jeg havde en gammel Carl Gustaf 6,5’er, som jeg rationelt set kunne have klaret mig med i mange år, men drengedrømmen krævede, at jeg var klar, hvis chancen for at jage moosetyren ved et pludseligt mirakel skulle opstå. Resultatet blev, at jeg efter møjsommeligt papirarbejde importerede en af de første rustfri rifler i Kongeriget Danmark – en Ruger M77 Mark II i kaliber .300 Winchester Magnum. Der skulle gå flere år inden denne riffel kom i anvendelse - på mere beskedne skandinaviske elge, vildsvin og afrikanske antiloper.
Siden dengang har jeg jaget ivrigt i vidt forskellige dele af verden. Jeg har oplevet mange fantastiske og mindeværdige jagter. Oplevelser jeg for alt i verden ikke ville være foruden. Men alle disse storslåede jagtoplevelser har ikke fået den gamle drengedrøm til at blegne. Tværtimod vokser den sig år for år stærkere og stærkere i takt med, at det trods alt bliver mere og mere realistisk, at den en dag bliver virkeliggjort.
Jeg ved godt, at jagten på en stor gammel moosetyr ikke er den allermest udfordrende jagt i verden. Den er i kraft af sin størrelse nem at ramme, og den er forholdsvis enkel at komme på skudhold af. Langt de fleste moosejægere, der betaler for at komme det rigtige sted hen, får den moose, de er kommet efter. Men jeg er ligeglad. Jeg er nemlig helt og holdent overbevist om, at der et eller andet sted i Yukon eller Alaska vandrer en prægtig elgtyr rundt, hvis skæbne det er en skønne dag at befinde sig udfor den farlige ende af min jagtriffel og ende sine dage for et velplaceret skud. Utallige er de gange, hvor jeg for mit indre øre har hørt det knagende brag, når tyren falder i de tætte pilebuske. Om den er halvanden eller to meter bred har ingen betydning. Jeg får den moose, som skæbnen har udpeget.
Den dag vi flyttede ind i vores hus bestemte jeg mig i hemmelighed for, hvor de mægtige horn skulle hænge. Jeg har sågar sikret mig at væggen kan bære, når dagen oprinder. Eller rettere: hvis den oprinder.
En drøm er en drøm. Virkeligheden noget ganske andet. Men hvorfor lade sig distrahere af realiteter, når drømmen i sig selv er kilde til så mange positive stunder? Jeg har brug for en destination for mine tanker, når hverdagen skal lægges lidt på afstand, jeg har brug for et mål som motivation i mit arbejde, når opgaverne bliver trivielle. Et menneske uden drømme er et menneske uden håb. En maskine uden sjæl.
Når jeg en dag står bøjet over min moose, stilheden har lagt sig og drømmen er slut, har jeg da mistet min glød, min gejst, min gnist? Er det sundt at få opfyldt sine gamle drømme?
Jeg er villig til at tage chancen! Det skylder jeg drengen i mit indre, der så tålmodigt har ventet på denne dag bag en facade i forfald.
Og jeg er nu ikke så bekymret for ham, for jeg ved, at han har flere gamle – og knapt så gamle - drengedrømme, der blot venter på at overtage pladsen bag det drømmende blik, når tankerne flyver.

Trofæer er dejlige

Jeg vil vove den påstand, at det er en almen menneskelig egenskab at sikre sig håndgribelige minder om oplevelser, man ønsker at huske. Arvestykker, souvenirs, præmier og trofæer findes formentlig i alle mennesker liv i større eller mindre udstrækning, fordi mennesker har brug for noget fysisk at forholde sig til, når vi i tankerne søger tilbage til fortiden.
I den udstrækning oplevelserne er personlige succesoplevelser – det være sig små sejre, store bedrifter eller blot oplevelsen af, at en god oplevelse har fundet vej til netop os – får de souvenirs, vi sikrer os, karakter af egentlige trofæer – souvenirs der på den ene eller anden måde bekræfter os selv. For mig at se, er trofæer en af de meget få ting i denne verden, som man ikke burde kunne sige noget negativt om. De eksisterer udelukkende for at sprede varme følelser. De har ingen værdi for andre end de, der har oplevelser at forbinde med dem, de er en personlig kilde til glæde og som sådan skulle de ikke kunne betragtes med andet end milde øjne.
Sådan er det imidlertid ikke. Der er lige så mange måder at betragte trofæer på, som der er mennesker. Jægeres koner kan finde mandens jagttrofæer så frastødende og grimme, at de formenes adgang til fælles arealer i hjemmet, ikke-jægere kan se dem som vulgære symboler på en jagttrang, de absolut ikke forstår og selv blandt jægere, som måske kunne forventes at forstå hinanden bedre, eksisterer der vidt forskellige opfattelser af, hvordan ”man” bør håndtere sine trofæer.
Der findes jægere, der først og fremmest jager kød til gryden, har stor glæde af det og som mindes ethvert nedlagt dyr med drivende mundvand. En del af disse jægere har ikke behov for håndgribelige trofæer i form af horn og opsatse og finder det ligefrem vulgært at overplastre stuen med horn. Andre mener at, ethvert af deres trofæer – store som små – skal hænge side om side og er måske ikke interesserede i størrelsen eller faconen. For dem kan tanken om opmålinger og medaljer være komplet uforståelig. Naturligvis findes der også jægere, som kun er interesseret i de største trofæer og som kun levner plads på væggen i deres trofærum til store medaljetrofæer – og gerne med medaljerne på og opmålingsskemaet indrammet nedenunder. Sluttelig er der alle os, der falder ind imellem yderpunkterne med hver vores helt personlige måde at håndtere vores jagttrofæer på.
Selv gemmer jeg de usædvanlige trofæer og jeg jager gerne efter de største – for den jagtlige udfordrings skyld. Dertil er jeg fascineret af naturens evne til at skabe et smukt trofæ – dets skønhed, dets styrke og dets symmetri, så en hvis samlermani gør sig også gældende for mit vedkommende. Jeg får gerne mine trofæer opmålt – jeg synes, det er spændende og udfordrende at gå målrettet efter det usædvanlige og svært opnåelige. Jeg skyder også vildt for kødets skyld, men gemmer sjældent trofæer fra spidsbukke og pindtyre – er der horn nok, finder de anvendelse som knivskafter. Det er min indgangsvinkel til trofæer – du har sikkert en helt anden.Men uanset hvad du måtte mene om sagen, så kan vi formentlige blive enige om, at ethvert trofæ en kilde til ejerens personlig glæde. Så hvorfor stille sig til doms over, hvordan andre jægere finder deres lykke? Kunne vi ikke bare glæde os med dem, uanset at vi selv ville have håndteret vore egne jagttrofæer anderledes? Selv den mest udskældte trofæjæger, der udelukkende interesserer sig for medaljer og rekorder, har vel sin egen helt legitime opskrift på jagtlykke, og hans succés kan vel udmærket smage ham nøjagtigt lige så sødt som dyreryggen smager kødjægeren – og omvendt? Ethvert bevaret jagtminde – uanset formen det måtte antage – er et udtryk for jagtglæde. Mere behøver vi ikke at forholde os til.Vi skal ikke for enhver pris forstå hinandens indgangsvinkler til trofæerne for at smittes af ejerens glæde ved at have dem. For trofæer er pr. definition materialiseret glæde i sig selv. De består ikke af andet en ren positiv materie – lykke der ikke kan gøres udlæg i

Det fuldendte drab

Nyder jeg at slå dyr ihjel? Spørgsmålet dukker op i samtaler om jagt. Og det er et rimeligt spørgsmål, eftersom netop drabet er så markant en del af jagten set med tilskuerens øjne.
Svaret er ikke så enkelt, som spørgsmålet lægger op til. Jeg elsker at gå på jagt, men selve drabet er ikke for mig nogen fornøjelse i sig selv. Således ville jeg personligt ikke finde andet end lede ved at dyrke drabet som en isoleret aktivitet – f.eks. på et slagteri. Det skal ikke forstås sådan, at jeg har noget som helst imod slagtere – jeg har bare ikke selv mave til det.
Men på jagten er drabet ikke en isoleret handling. Jagt er en proces. Den starter ofte som en trang, der vokser og fører til en beslutning om handling. Den fortsætter i planlægning og kulminerer i jagt, der ender med et drab. Efterspillet går videre med slagtning, madlavning, trofæer, minder og praleri. Drabet er en uløselig del af kæden. Uden drabet ingen vildtmiddag, intet trofæ på væggen, intet grundlag for overdrevne jagthistorier.
Drabet er det element, der gør jagten til noget andet og mere alvorligt og forpligtigende end sport og fritidssysler som bordtennis og frimærkesamling. Drabet er en bevidst konfrontation med den ”liv-og-død-virkelighed”, som vores samfund i øvrigt gør alt for at ignorere.
Som jæger har man accepteret drabet som forudsætningen for kød på bordet. Man har valgt at gøre det ”beskidte arbejde” selv og for mit vedkommende har jeg lært at tilgive mig selv i erkendelse af at summen af jagtens frugter giver mig et positivt udbytte. Jeg bilder mig ind, at jeg i den sammenhæng er hverken mere eller mindre egoistisk end alle andre kødædende væsner.
At beslutte sig for at udføre et drab, indebærer en risiko for fejl. Og netop i fejlene træder drabets alvor i karakter. Et drabsforsøg, der ender i en anskydning, er en voldsomt ubehagelig oplevelse, som får enhver jæger til at tvivle på sig selv - ikke bare som jæger men også som menneske i forhold til de værdier, vi er vokset op med. Bevidstheden om at have tilføjet et dyr smerte til ingen verdens nytte er grum og en tung byrde at bære. Forbiere er ikke bedre – snarere tværtimod. Forbiere er ensbetydende med en grad af uvished – man ved ikke, om man i realiteten har forårsaget en anskydning og man finder i reglen aldrig ud af det. Så når fingeren krummes mod aftrækkeren, står der meget på spil. Der ligger i den situation – det sandhedens øjeblik - en voldsom spænding, som næres af den afgrund, der skiller succes og fiasko. Resulterer skuddet i drab eller samvittighedskvaler? Spændingen er ofte så overvældende, at man i en eller anden udstrækning oplever en fysisk reaktion.
Når spændingen udløses i et tilfredsstillende resultat – i dette tilfælde et effektivt drab, føles det som en umådelig lettelse. I lyset af det der kunne være sket, da jeg besluttede mig for at gennemføre et forsøg på drab, fremstår drabet som umådeligt positivt. For mig er det fuldendte drab derfor en ubeskrivelig glæde. En kompleks følelsescocktail med indslag af lettelse, værdighed og også i en hvis udstrækning en drenget stolthed og bekræftigelse af mig selv og mine evner som jæger.
Derfor vil man se et smil på mine læber, når bukken springer i vejret for et velplaceret bladskud og når anden falder tungt til jorden i en sky af fjer. Hvad man ikke ser udefra, er det lille stik i hjertet, der minder mig om, at jeg har taget et liv. Et stik der inder mig om, at jeg også næste gang min finger finder inden for aftrækkerbøjlen påtager mig et ansvar for at mine handlinger resulterer i den hurtige død, jeg ønsker for mit bytte.Tilbage til spørgsmålet: Nyder jeg at slå dyr ihjel? Med et lille forbehold for myg og skovflåt, er mit svar på det spørgsmål et velovervejet ”Nej” ! Men jeg lever for at gå på jagt – jeg elsker dyrene og slår dyr ihjel! Jeg plages ikke af dette tilsyneladende paradox