mandag den 29. juni 2009

Småting...



Egentlig var mine chancer for jagtlig succes nærmest ikke eksisterende efterhånden som solen fandt vej mod sin middagsposition højest på himlen. Men jeg blev siddende i den lettere ubekvemme stige. Ikke fordi jeg naivt troede på et fantastisk jagtheld og en stor buk i middagsvarmen, men fordi to egern blev stadigt tryggere ved min tilstedeværelse og kom tættere og tættere på.
De to røde lyn piskede rundt i hasselbusken, der strakte sine grene op igennem den gamle stige, og rundt i egetræet, som stigen lænede sig op af. Jeg sad så ubevægelig, som jeg kunne, men jeg kunne i sagens natur intet gøre for at skjule min menneskelige fært – en fært der nok aldrig har været optimal og som bestemt heller ikke var det i denne situation efter mange timer i den sydvendte stige. Hver gang et egern passerede læsiden, sprang det forskrækket et par meter bort og stirrede intenst for at lokalisere ophavet til den fæle lugt af menneske, imens det ophidset skældte ud på tikkende egern-facon. Men jeg sad stille og udløste ikke egernets flugtreflekser. Og som tiden gik, vænnede de buskede nøddeknækkere sig til lugten i bageriet og kom nærmere og nærmere. På et tidspunkt sad den ene på trinnet, som jeg hvilede fødderne på. Den var mest optaget af sin makker, som den helt åbenbart havde et mellemværende med. De to skændtes faktisk så meget, at jeg fik den tanke, at de måtte være gifte og jeg havde svært ved at holde masken, da mine tanker fløj til egernbrylluppet og præsten, der forpligtede de to i lyst og nød...
Min tankeflugt blev brat afbrudt af en raslen i grenene til højre for mig. Jeg vovede kun at dreje øjnene. Det ene egern vovede sig ud på rælingen og befandt sig nærmere end en halv meter fra mig. Den var voldsomt optaget af det andet egern længere nede i busken og ænsede mig ikke. Egernet under mine fødder rørte på sig, hvilket ophidsede min sidemand yderligere og han sprang op på min arm og stoppede først lige inden skulderen mindre en tyve centimeter fra mit ansigt. Jeg har nok ikke magtet at sidde helt stille. Det må have givet et lille sæt i mig, da han sprang op på armen. Ikke at jeg selv bemærkede det, men egernet frøs i bevægelsen, imens det stirrede indgående på mit ansigt. En brøkdel af et sekund senere sprang det skrækslaget bort og makkeren var ikke sen til at slå følge. En reaktion jeg desværre ikke kan påstå at være helt ubekendt med – jeg har dog aldrig oplevet det tidligere med egern.....
Og hvad forsøger jeg så at sige med denne ret banale og jagtligt uinteressante historie?
Først og fremmest vil jeg understrege, at historien om egernet blev valgt, fordi det trods alt var det mest actionmættede eksempel, jeg kunne komme på (!). Jeg havde nok – i endnu højere grad – mistet læsere efter få liniers læsning, hvis jeg havde fortalt om min fascination af en stor skovhveps, der kredsede utrætteligt om mit dueskjul, eller om mine lettere enfoldige studier af strukturen på bagsiden af et egeblad under en lang anstandsjagt efter vildsvin. I naturens detaljer finder jeg utallige eksempler på ubegribelig skønhed og på naturens overlegne status som konstruktøren, vi kun kan lære af – aldrig hale ind på. Har du nogenside studeret en stikmyg, der sugede blod på din arm? Forestil dig, hvor fremskreden vor teknik ville være, hvis vi kunne lave en flyvefærdig mekanisk kopi af disse forbandede blodsugere. Vi ville jo nok misbruge teknikken og sende de små robotter efter vore fjender med alskens ulækre sygdomme i snablerne, så jeg trøster mig med, at dagen, hvor vi er i stand til at lave en fungerende mygge-kopi ligger meget langt ude i en fremtid, hvor mennesket måske er blevet bedre til at lægge bånd på sine destruktive drifter. Håbet er som bekendt lysegrønt...I nuet finder jeg finder glæde i små ting! Naturens detaljer fascinerer mig og jeg fordyber mig ofte i dem. Jeg kan underholde mig stillesiddende i timer med at studere vækster og insekter, lyde og lugte. Når først jeg indlever mig i en naturlig detalje sløres dagligdagens fortrædeligheder, problemer der ellers optager mig forsvinder fra den indre lystavle, tankerne boltres frit og nye ideer trænger sig på i lyset af detaljernes inspiration. Jagten er den perfekte anledning til denne form for tankeflugt. Man sidder alligevel mest og venter midt i mylderet af livets mangfoldighed. Nogen finder syv dages resultatløs elgjagt skræmmende kedelig og deltager kun i dette menageri een gang i deres jægerliv. ”Der skete ikke en skid hele ugen..... det gør jeg aldrig igen....” Selv har aldrig tænkt klarere end efter en lang og ”kedelig” jagt i selskab med naturens overvældende petitesser.....

1 kommentar:

  1. Bravo...jeg er helt vild med din blog.
    Du burde udgive den i bogform.

    venlig hilsen

    Jesper Schytte

    SvarSlet