Den ideelle jægerhustru

.

Gamle Bertil fortalte om jagten i gamle dage, men blev afbrudt, af hans iøvrigt venlige kone. ”Da vi var unge gik Bertil meget på jagt, men han skød aldrig noget. En dag havde han været i skoven med sine to brødre og de havde skudt tre rådyr og en hare, men Bertil kom som altid hjem uden noget. Så sagde jeg også til ham, at når han gik i skoven fremover, så kunne han bare tage en pind med i stedet for den tunge bøsse, så slap han for at slæbe på den og han gik aldrig på jagt siden” hun lo hjerteligt i lykkelig forglemmelse over, at hun havde fortalt nøjagtigt den samme historie, da vi var der en uge tidligere. Bertil kiggede ned i sin kaffekop, mens han rørte sukkeret ud. Så udbrød han helt uventet: ”Den latterlige historie har jeg nu hørt på i mere end 40 år. Hun fortæller den til alle hun møder og hun tror selv, at den er sjov, selvom ingen griner af den. Jeg kunne da bare gå på jagt, hvis jeg ville, men jeg gider ikke at høre på alt det brok”. Der var meget stille i stuen og Bertils ellers muntre kone så noget ramt ud. Vi skyndte os at snakke om noget andet.

De fleste jægere har vel på et eller andet tidspunkt oplevet deres hustruer sige noget i retning af: ”de dødningehoveder kommer under ingen omstændigheder op at hænge i vores stue” eller ”du må finde en anden dag at tage på jagt, moster Elin fylder 80 den 16. maj”. En del oplever det oftere end andre....
Jeg har kendt mange unge jægere, der var fyr og flamme for at komme på jagt. De anskaffede sig udstyr og knoklede på med vildtpleje, skydetræning og hundearbejde . Så fik de en kæreste og gik lidt ned i tempo. De blev gift, fik børn og ”tog en pause” og da pausen havde varet en ti-femten år, solgte de jagtgeværet igen. Nogle få i denne gruppe tog interessen op igen, da ungerne blev store, men de fleste husker blot jagten som en del af livet ”inden...”.
Det store spørgsmål er så, om disse frafald skyldes, at nogle mennesker ganske enkelt er mere ansvarsfulde end andre og prioriterer deres familier højere end deres interesser? Er det umuligt at kombinere en brændende jagtinteresse og et velfungerende familieliv?
Jeg kender kvinder, som uden tøven ville svare højlydt ”JA” - de er nok ikke kandidater til et velfungerende forhold til en jagtinteresseret mand.
Lykkeligvis er vi imidlertid nogen, der er velsignede med ”bestemmere”, der accepterer, måske i en vis udstrækning forstår eller ligefrem opmuntrer vores jagtinteresse – og den gode nyhed er, at disse kvinder rent faktisk kommer fra den samme planet, som alle os andre!
Ikke for at blære mig, men.... Min kone kan finde på at sige, at hun synes jeg skal tage på jagt i det fine vejr en søndag eftermiddag, at mit skuldermonterede vortesvin besidder en vis charme på sin plads over fjernsynet og at hun synes, at jeg skal købe det haglgevær, jeg hele tiden går og snakker om. Jeg har det med andre ord godt!

Grundlæggende tror jeg, at det er vigtigt at indse, at et menneske, der fratages muligheden for at dyrke sine interesser, også fratages en væsentlig del af sin identitet og sin livsglæde, hvilket jo ikke er en skæbne man kan ønske for nogen man holder af. Dette gælder naturligvis begge veje. Derfor er det godt, hvis begge parter har sine egne interesser at forfølge. Min squaw er f.eks. vild med heste – hun leger med maden – og det glæder mig usigeligt meget, at være gift med en kvinde, der i den grad brænder for sin interesse. For at få det hele til at fungere skal vi nemlig blot sørge for, at vores interesser aldrig overskygger interessen for hinanden og vores børn. Vi behøver hverken at forstå eller deltage ivrigt i hinandens interesser. Det rækker, at vi giver hinanden albuerum. Sådan har vi altid gjort, og det har altid fungeret.
Det er muligt, at en interesseløs person er en mere ”voksen” person, men hvilket barn ønsker sig en tør gammel og livstræt mandsling som far – eller en mavesur rappenskralde som mor?
Der findes sikkert mange måder at kombinere jagten og familielivet på og vi mennesker er heldigvis alle forskellige. En ting tror jeg dog, at alle jægere bør skrive sig bag øret:

Du kan betale dig fra at skyde en 13 kg’s kronhjort, men en sød og forstående jægerhustru finder du aldrig igen, hvis du ikke værdsætter hende, du allerede har!
For mig er jagtglæde betinget af forståelse på hjemmefronten. Og hvis du nu tror, at ungkarle har det bedre, så tænk lidt over, hvem der siger til dem, at de er dygtige, når de kommer hjem fra en hel søndags jagt med sure sokker og to fasaner..... Deres hund – eller deres mor?