Det fuldendte drab

Nyder jeg at slå dyr ihjel? Spørgsmålet dukker op i samtaler om jagt. Og det er et rimeligt spørgsmål, eftersom netop drabet er så markant en del af jagten set med tilskuerens øjne.
Svaret er ikke så enkelt, som spørgsmålet lægger op til. Jeg elsker at gå på jagt, men selve drabet er ikke for mig nogen fornøjelse i sig selv. Således ville jeg personligt ikke finde andet end lede ved at dyrke drabet som en isoleret aktivitet – f.eks. på et slagteri. Det skal ikke forstås sådan, at jeg har noget som helst imod slagtere – jeg har bare ikke selv mave til det.
Men på jagten er drabet ikke en isoleret handling. Jagt er en proces. Den starter ofte som en trang, der vokser og fører til en beslutning om handling. Den fortsætter i planlægning og kulminerer i jagt, der ender med et drab. Efterspillet går videre med slagtning, madlavning, trofæer, minder og praleri. Drabet er en uløselig del af kæden. Uden drabet ingen vildtmiddag, intet trofæ på væggen, intet grundlag for overdrevne jagthistorier.
Drabet er det element, der gør jagten til noget andet og mere alvorligt og forpligtigende end sport og fritidssysler som bordtennis og frimærkesamling. Drabet er en bevidst konfrontation med den ”liv-og-død-virkelighed”, som vores samfund i øvrigt gør alt for at ignorere.
Som jæger har man accepteret drabet som forudsætningen for kød på bordet. Man har valgt at gøre det ”beskidte arbejde” selv og for mit vedkommende har jeg lært at tilgive mig selv i erkendelse af at summen af jagtens frugter giver mig et positivt udbytte. Jeg bilder mig ind, at jeg i den sammenhæng er hverken mere eller mindre egoistisk end alle andre kødædende væsner.
At beslutte sig for at udføre et drab, indebærer en risiko for fejl. Og netop i fejlene træder drabets alvor i karakter. Et drabsforsøg, der ender i en anskydning, er en voldsomt ubehagelig oplevelse, som får enhver jæger til at tvivle på sig selv - ikke bare som jæger men også som menneske i forhold til de værdier, vi er vokset op med. Bevidstheden om at have tilføjet et dyr smerte til ingen verdens nytte er grum og en tung byrde at bære. Forbiere er ikke bedre – snarere tværtimod. Forbiere er ensbetydende med en grad af uvished – man ved ikke, om man i realiteten har forårsaget en anskydning og man finder i reglen aldrig ud af det. Så når fingeren krummes mod aftrækkeren, står der meget på spil. Der ligger i den situation – det sandhedens øjeblik - en voldsom spænding, som næres af den afgrund, der skiller succes og fiasko. Resulterer skuddet i drab eller samvittighedskvaler? Spændingen er ofte så overvældende, at man i en eller anden udstrækning oplever en fysisk reaktion.
Når spændingen udløses i et tilfredsstillende resultat – i dette tilfælde et effektivt drab, føles det som en umådelig lettelse. I lyset af det der kunne være sket, da jeg besluttede mig for at gennemføre et forsøg på drab, fremstår drabet som umådeligt positivt. For mig er det fuldendte drab derfor en ubeskrivelig glæde. En kompleks følelsescocktail med indslag af lettelse, værdighed og også i en hvis udstrækning en drenget stolthed og bekræftigelse af mig selv og mine evner som jæger.
Derfor vil man se et smil på mine læber, når bukken springer i vejret for et velplaceret bladskud og når anden falder tungt til jorden i en sky af fjer. Hvad man ikke ser udefra, er det lille stik i hjertet, der minder mig om, at jeg har taget et liv. Et stik der inder mig om, at jeg også næste gang min finger finder inden for aftrækkerbøjlen påtager mig et ansvar for at mine handlinger resulterer i den hurtige død, jeg ønsker for mit bytte.Tilbage til spørgsmålet: Nyder jeg at slå dyr ihjel? Med et lille forbehold for myg og skovflåt, er mit svar på det spørgsmål et velovervejet ”Nej” ! Men jeg lever for at gå på jagt – jeg elsker dyrene og slår dyr ihjel! Jeg plages ikke af dette tilsyneladende paradox