Trofæer er dejlige

Jeg vil vove den påstand, at det er en almen menneskelig egenskab at sikre sig håndgribelige minder om oplevelser, man ønsker at huske. Arvestykker, souvenirs, præmier og trofæer findes formentlig i alle mennesker liv i større eller mindre udstrækning, fordi mennesker har brug for noget fysisk at forholde sig til, når vi i tankerne søger tilbage til fortiden.
I den udstrækning oplevelserne er personlige succesoplevelser – det være sig små sejre, store bedrifter eller blot oplevelsen af, at en god oplevelse har fundet vej til netop os – får de souvenirs, vi sikrer os, karakter af egentlige trofæer – souvenirs der på den ene eller anden måde bekræfter os selv. For mig at se, er trofæer en af de meget få ting i denne verden, som man ikke burde kunne sige noget negativt om. De eksisterer udelukkende for at sprede varme følelser. De har ingen værdi for andre end de, der har oplevelser at forbinde med dem, de er en personlig kilde til glæde og som sådan skulle de ikke kunne betragtes med andet end milde øjne.
Sådan er det imidlertid ikke. Der er lige så mange måder at betragte trofæer på, som der er mennesker. Jægeres koner kan finde mandens jagttrofæer så frastødende og grimme, at de formenes adgang til fælles arealer i hjemmet, ikke-jægere kan se dem som vulgære symboler på en jagttrang, de absolut ikke forstår og selv blandt jægere, som måske kunne forventes at forstå hinanden bedre, eksisterer der vidt forskellige opfattelser af, hvordan ”man” bør håndtere sine trofæer.
Der findes jægere, der først og fremmest jager kød til gryden, har stor glæde af det og som mindes ethvert nedlagt dyr med drivende mundvand. En del af disse jægere har ikke behov for håndgribelige trofæer i form af horn og opsatse og finder det ligefrem vulgært at overplastre stuen med horn. Andre mener at, ethvert af deres trofæer – store som små – skal hænge side om side og er måske ikke interesserede i størrelsen eller faconen. For dem kan tanken om opmålinger og medaljer være komplet uforståelig. Naturligvis findes der også jægere, som kun er interesseret i de største trofæer og som kun levner plads på væggen i deres trofærum til store medaljetrofæer – og gerne med medaljerne på og opmålingsskemaet indrammet nedenunder. Sluttelig er der alle os, der falder ind imellem yderpunkterne med hver vores helt personlige måde at håndtere vores jagttrofæer på.
Selv gemmer jeg de usædvanlige trofæer og jeg jager gerne efter de største – for den jagtlige udfordrings skyld. Dertil er jeg fascineret af naturens evne til at skabe et smukt trofæ – dets skønhed, dets styrke og dets symmetri, så en hvis samlermani gør sig også gældende for mit vedkommende. Jeg får gerne mine trofæer opmålt – jeg synes, det er spændende og udfordrende at gå målrettet efter det usædvanlige og svært opnåelige. Jeg skyder også vildt for kødets skyld, men gemmer sjældent trofæer fra spidsbukke og pindtyre – er der horn nok, finder de anvendelse som knivskafter. Det er min indgangsvinkel til trofæer – du har sikkert en helt anden.Men uanset hvad du måtte mene om sagen, så kan vi formentlige blive enige om, at ethvert trofæ en kilde til ejerens personlig glæde. Så hvorfor stille sig til doms over, hvordan andre jægere finder deres lykke? Kunne vi ikke bare glæde os med dem, uanset at vi selv ville have håndteret vore egne jagttrofæer anderledes? Selv den mest udskældte trofæjæger, der udelukkende interesserer sig for medaljer og rekorder, har vel sin egen helt legitime opskrift på jagtlykke, og hans succés kan vel udmærket smage ham nøjagtigt lige så sødt som dyreryggen smager kødjægeren – og omvendt? Ethvert bevaret jagtminde – uanset formen det måtte antage – er et udtryk for jagtglæde. Mere behøver vi ikke at forholde os til.Vi skal ikke for enhver pris forstå hinandens indgangsvinkler til trofæerne for at smittes af ejerens glæde ved at have dem. For trofæer er pr. definition materialiseret glæde i sig selv. De består ikke af andet en ren positiv materie – lykke der ikke kan gøres udlæg i